Trænger dit badeværelse, bryggers eller køkken til en ordentlig tur? Når et vådrum eller badeværelse kommer til at se slidt ud, så vælger mange at udskifte fliserne og bruge mange penge på det, men det er faktisk slet ikke nødvendigt. Her får du alt du skal vide, for at male dit badeværelse, køkken eller andet med fliser.

Det er naturligvis meget fordelagtigt at male fliserne frem for at udskifte dem. Prisen spiller en stor rolle i dette, da det er langt billigere at male dine friser i stedet for at skifte dem ud og muligvis bruge penge på en håndværker til at gøre det, da det oftest kræver en professionel hånd at skifte dem.

Du kan vælge både at male vægfliserne og dem på gulvet i samme ombæring. Du skal blot være opmærksom på, hvilken glans du vælger at male fliserne i. Du kan næsten altid vælge at male både gulv og vægge i samme glans – herfor kan du altså spare penge og kun købe en enkelt bøtte maling.

Se hvordan du maler fliser trin for trin:

 Pris er en af de største fordele

De fleste hjem er udstyret med fliser eller klinker på badeværelset eller køkkenet. Det er meget normalt, at det med tiden kommer til at se slidt og træt ud. Der er derfor mange, der vælger at få udskiftet deres klinker eller fliser, når de ikke ønsker at se på dem mere. Der er dog en smartere og ikke mindst billigere løsning for at friske dit badeværelse eller køkken op igen. Du kan i nogle tilfælde nøjes med at male dine fliser og klinker, så de igen står lige så flotte og pæne, som var de nye igen.

Fordelen ved at male dine fliser, fremfor at udskifte dem helt, er først og fremmest prisen. Det er langt billigere og tager desuden også kortere tid at få dem malet, end at det hele skal udskiftes. Hvis du skal have udskiftet dine fliser, er det en langt større proces, da det støver, og man skal sikre, at badeværelset er i stand til at holde til fugt.

Når du skal male dine fliser, er det vigtigste at sikre, at du har gjort de rette forberedelser forinden, så du let kan påføre malingen i den farve, du ønsker på dine klinker og fliser. Her kan du naturligvis kombinere det i flere farver, hvis det har interesse. Du kan også med fordel male fliserne på gulvet, så hele badeværelset får en komplet overhaling af looket.

 Herunder kan du blive hjulpet mere på vej, når du skal male dine fliser.

Afrensning før maling af fliser

For at sikre den bedste effekt og det flotteste resultat af din maling, er det vigtigt at udføre en grundig afrensning af fliserne på badeværelset og køkkenet. Det skal du gøre, da der naturligvis sidder snavs, skidt, sæberester og fedt på klinkerne i forvejen, som bliver opløst ved at rense fliserne.

Herudover er det en fordel at få afkalket klinkerne. Vi har de fleste steder i Danmark meget kalk i vandet, hvorfor det naturligvis også har sat sine præg på dine klinker. Ved at rense klinkerne og fliserne med et professionel afkalkningsmiddel, er du sikker på, at fliserne får en helt glat overflade.

Grunding af fliser

Når du gentagne gange eller efter nødvendighed har afkalket dine fliser og har ladet dem tørre, kan du nu lave en hæfteprøve af din grunder. Grunden til at du skal lave en hæfteprøve er for at sikre, at grunderen kan sidde fast på fliserne. Her skal du lave det tørre i 2 døgn med en temperatur, der er +15 grader.

Herefter kan du tjekke, om din grunder kan sætte sig på klinkerne. Det kan du gøre ved at sætte malertape på dine hæfteprøve. Du trækker malertapen af og ser om der er noget fra grunderen, der har sat sig på malertapen. Hvis ikke der er det, så er dine fliser og klinker klar til at blive malet med grunderen.

For at sikre et flot resultat, kan du med fordel slibe området med hæfteprøven ned.

Dermed er du klar til at påføre hæftegrunderen på dine klinker og fliser på badeværelset. Her er det en fordel at bruge en velour malerrulle for at male grunderen på fliserne. Hvis du ønsker at male dit badeværelse i en lys farve, anbefaler vi, at du bruger en hvid grunder. Hvis du derimod ønsker at male dit badeværelse i en mørk farve, kan du med fordel bruge en gråtonet grundmaling. Det er så man ikke kan se grunderen bag den maling, du vil bruge på dit badeværelse. Her anbefaler vi, at du lader grundmalingen tørre til næste dag med en temperatur på +10 grader.

Spartling og slibning af fliser

Det er meget normalt, at der vil være mindre ujævnheder i fliserne efter grunderen. Her bør du slibe fliserne let, inden du går videre. Du kan blandt andet slibe klinkerne og fliserne med en slibesvamp med korn 180. Der vil naturligvis komme slibestøv fra den lette slibning, som du bør tørre af med en oprevet klud. Herefter er dine fliser og klinker klar til at blive malet med din ønskede topfarve.

Sådan maler du dine fliser

Når du skal male dine fliser, er det en fordel at starte med at male fugerne. Det kan du gøre med en lille pensel, inden du går videre til fliserne. Alt i alt skal fliserne males 2-3 gange, før du får et hæderligt resultat. Her vil der være behov for at fliserne slibes imellem de gange, du maler fliserne. Det vil derfor være smart og effektivt at male et lille område af fliserne for hver gang. Du kan her vælge enten en træmaling eller metalmaling til at male dine fliser med. De kan både fås i matte og blanke farver, så du rammer den farvenuance, som du ønsker til dit badeværelse eller køkken.

Rækkefølge og hurtig gennemgang

Før du kan gå i gang er der bestemte forberedelser du skal gøre dig, for at malingen sidder ordentligt fast og ikke aftager. Her har du fremgangsmåden.

1. Vask med grundrens

At få vasket overfladen grundigt med grundrens er afgørende. Det opløser de fedt, snavs og sæberester, der kan sidde i fliserne på et badeværelse. Malingen kan ikke hænge fast på disse ting, så det er vigtigt at fliserne er blevet grundet helt ned.

grundrengøring

2. AFKALKNING

Herefter skal der afkalkes der med kalkfjerner eller eddikesyre, der er fortyndet i vand.

  • Hvis ikke du skal male gulvet, skal du huske at afdække dette til at starte med. (eller omvendt)
  • Herefter skal fugerne fugtes i vand, fordi de ikke tåler kalkfjerner.
  • Derefter påføres kalkfjerneren. Dette kan gøres med en gryde- eller slibesvamp. Hertil rådes du til at benytte briller og handsker.
  • Efter 5 minutter kan du aftørre kalkfjerneren med en våd klud.
  • Dette kan være nødvendigt at gentage op til 3 gange, fordi det er altafgørende at kalken er helt væk, når malingen bliver påført.
  • Til sidst skyller du alt efter med vand og tørrer over med en ren klud.
eddikesyre

3. HÆFTEPRØVE

Vi anbefaler at du foretager en hæfteprøve efter afkalkningen, for at se, hvor godt din grunder faktisk hæfter på fliserne.

  • Mal en stribe af grunderen på en af fliserne og lad malingen tørre ind i 2 døgn.
  • Sæt et stykke malertape over malingen og træk malertapen af igen.
  • Hvis malingen stadig er på flisen, så kan du bare male videre. Striben med grunder kan du blot fjerne igen med et stykke fint sandpapir.
  • Hvis malingen skaller af på tapen, så vil malingen ikke kunne hæfte godt nok på fliserne. Dette kan skyldes, at overfladen på fliserne har en for blank overflade, så malingen altså ikke kan trænge helt ind og hæfte på flisen. Så skal du altså bruge en excentersliber eller rystepudser for at mattere flisernes overflade, så malingen kan trænge ind.
  • Når du pudser fliserne skal du først starte med en korn 80-100 og slutte af med en korn 180, så du får en fin overflade.
  • Når du har pudset fliserne, skal du bare støvsuge fliserne og tørre dem over med en klud eller svamp.

4. HÆFTEGRUNDER

Når du nu ved, at dine fliser godt kan tage imod malingen, så kan du påføre en hæftegrunder. Brug her eventuelt en hvid grunder, der ikke vil være tydelig under den maling, du skal påføre efterfølgende. En grå eller mørkegrå grunder kan give malingen en mørkere nuance. Grunderen lader du tørre til dagen efter.

hæftegrunder

5. OVERSLIBNING

Når grunderen så er tørret, overslibes den let. På den måde fjerner du ujævnheder. Der tørres blot efter med en ren klud.

6. MAL

Herefter kan du male med den valgte farve – gerne 2-3 gange. DU skal huske at slibe mellem hver gang du maler. Det kan anbefales at du maler små grupper af fliser ad gangen, da det giver et bedre system. Du kan male fugen med en lille pensel og de store arealer med en rulle. Vær opmærksom på fugen, da det er nemt ikke at få hele fugen med, med en stor rulle.

Det var det hele!

Denne guide kan også bruges ved flisegulve og andre fliseopgaver.

Vi håber at guiden har klædt dig bedre på til at komme i gang med din maleropgave, så du kan få dit badeværelse til at stå skarpt, når der kommer gæster – og selvfølgelig for at gøre den bedre halvdel tilfreds.

Har du andre opgaver i tankerne, som du mangler hjælp til at komme i gang med? Vi står gerne klar til at hjælpe! Spørg løs i kommentar sporet herunder. 

Velkommen til min side Maleeksperten.dk

Jeg har arbejdet i en farveshop igennem 8 år, og været selvstændig maler i snart 12 år nu, så jeg er vidst det man kalder en rigtig malernørd – eller med andre ord maleekspert.
Jeg deler mine mange års erfaring her på siden, og håber du vil tage godt i mod det.

Vh Søren G.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *