Hvordan vælger man tapet?

Står du og gerne vil have sat nyt tapet op i hjemmet? Der er i dag et hav af forskellige tapeter at vælge imellem. Du kan både finde et stort udvalg af forskellige farver, mønstre og designs, hvorfor der bør være noget for enhver smag. En god start er derfor at overveje, hvad du er på jagt efter, samt hvad der vil passe ind i dit hjem.

Det er blevet utrolig populært at bruge tapet for tiden. Generelt er der kommet større fokus på vores hjem og indretning. Det er her tapet har fået sit eksistensgrundlag, da du kan sætte dit helt eget præg på den stemning, der skal være i de enkelte rum gennem tapet. Der er kommet større udvikling på markedet for konstant at kunne præsentere nye og moderne tapetmuligheder. Der er derfor mulighed for, at du kan bruge det i et hjem, der er indrettet klassisk, rustikt, minimalistisk, alternativt eller på et børneværelse. Tapet kan både være noget der vækker opsigt eller naturligt falder ind i den stil, man ønsker at ens hjem skal repræsentere.

Hvad skal du være opmærksom på?

Da du har mange muligheder at vælge imellem, bør du forholde dig til, hvilken farve der vil klæde det enkelte rum eller hele hjemmet. Du kan evt. overveje nogle mønstre eller designs, der vil kunne løfte stemning, når man træder ind i dit hjem. Derudover bør du forholde dig til, om det er noget, som skal være på en enkelt væg eller et helt rum. Der er flere i dag der vælger at tapetsere en enkelt væg for at bryde de traditionelle hvide vægge. Det giver en glimrende måde at lave et hyggehjørne på eller andet kreativt, der bliver fremhævet i rummet.

Tapet kan derfor være noget, som for alvor sætter sig præg i hjemmet. Her har du mulighed for at efterlade et personligt touch i hjemmet, der kan være med til at løfte resten af indretningen. Du kan både vælge et meget markant tapet eller et mere diskret tapet alt efter, hvad du er til.

Herudover bør du tage stilling til det praktiske formål med tapetet. Skal det være i et rum, hvor der enten vil komme fedt eller fugt på tapetet? Det kan enten være på badeværelset eller i køkkenet fra stegeosen.

De forskellige typer af tapet

Papirtapet

Papirtapet er et af de mest solgte typer af tapet på markedet. De fleste tapeter, der bliver solgt på det danske marked, er fremstillet i papirform. Her findes der forskellige tykkelser på papirtapeter. Uanset hvor kraftigt et papirtapet er, er det ikke modtageligt for fugt eller slitage. Her bliver det nemt beskadiget. Du skal derfor kun anvende papirtapet i rum, der vil være beskyttede og tørre. Det er dermed ideelt, at du bruger papirtapet i stuen, på soveværelset, i et gæsteværelse, børneværelset eller i entreen. Her kan du sagtens bruge en klud til at tørre lidt snavs af, men hvis du begynder at skrubbe på det, vil det blive ødelagt. Ønsker du et tapet, der er mere modtageligt for at blive vasket eller overfor fugt, bør du overveje vinyltapet.

Du kan i dag finde et stort udvalg af papirtapeter på markedet. Her finder du et væld af farver og designs for enhver smag.

Vinyltapet

Vinyltapetet er kendt for at være det mest slidstærke tapet af de typer, du kan vælge imellem. Det er derfor ideelt at bruge vinyltapet på enten badeværelset eller i køkkenet, hvor der vil være fugtigt eller komme stegefedt og os fra madlavningen. Da vinyl er vaskbart, kan du let fjerne det fedt der måtte være, med en våd klud, så det står flot og pænt igen.

Du kan vælge imellem flere forskellige designs, når det kommer til vinyltapet. Du kan vælge designs, der er særlig udviklet til badeværelset eller køkkenet med f.eks. klinker. Det er også ideelt at bruge vinyltapet til børneværelset, så det ikke gør den store skade, hvis børnene begynder at tegne eller male på væggen.

 

Skumtapet

Hvis du er på jagt efter en type af tapet, der er anderledes, og som vil give et personligt præg i hjemmet, skal du overveje skumtapet. Det er en type af tapet, der egentlig mærkes som en slags gummi. Det har en meget blød og struktureret overflade. Det betyder, at du kan give din væg noget kant og struktur, da mønstrene på tapetet vil give yderligere liv til rummet.

Her kan du med fordel male den farve, du ønsker skumtapetet skal have, hvis du både ønsker at det skal være i en bestemt farve og der skal være et gennemtrængende mønster på væggen.

I forhold til det praktiske, kan du anvende en våd klud på skumtapetet, når du skal fjerne skidt og snavs. Det er dog ikke ideelt at anvende i fugtige rum.

Velourtapet


Velour kender du sikkert fra møblerne i din bolig eller de store indretningsbutikker rundt i landet. Velour er blevet populært med tiden, og nu kan du også dekorere dine vægge med flot og stilrent velourtapet. Velour bliver karakteriseret som et luksus touch, hvorfor du efterlader et sofistikeret udtryk, der skaber en helt særlig stemning til rummet. Du kan enten bruge det som tapet i soveværelset op ad sengen, eller du kan dekorere stuen med det. Det vil passe rigtig godt ind, hvis du allerede har en sofa i velour.

Det er en type af tapet, der udelukkende er dekorativ og giver et unikt præg til rummene. Sammenlignet med andre typer af tabet er det ikke særlig praktisk – du kan nemlig ikke vaske det på samme måde som vinyltapet. Du har dog mulighed for at støvsuge velourtapetet med et blødt støvsugerhoved, hvis det med tiden bliver støvet.

Savsmuldstapet

Er dit hjem eller kontoret rustikt indrettet med betonvægge, kan det være ideelt at beklæde dine vægge med savsmuldstapet. Det er et af de mest populære og mest anvendende tapeter i Danmark. Det kan nemlig anvendes i stort set alle rum, undtagen badeværelset. Som udgangspunkt er savsmuldstapet ideelt til at overmale. Det betyder, at den maling du vælger at overmale savsmuldstapetet med, kommer til at afgøre, hvilket udtryk dine vægge kommer til at få.


Du kan også anvende savsmuldstapet som vægbeklædning på gipsplader eller puds. Du kan få savsmuldstapet i mange forskellige varianter. Her kan du vælge om det skal være groft eller fint alt efter, hvilket udtryk du ønsker, det skal give til rummet.

 

Glasfilt og glasvæv

Glasfilt og glasvæv er, ligesom savsmuldstapet, typisk ideelt til at blive overmalet. Derfor er det også en vægbeklædning, der bliver anvendt på beton, gipsplader og puds. Her kan du vælge den fine og glatte variant ved at vælge glasfilt. Hvis derimod du ønsker, at dit tapet skal have mere struktur, bør du vælge glasvæv.

 

Vådrumstapet

Vådrumstapet er aktuelt for dig, som søger efter en erstatning til fliser og klinker til badeværelset. Som navnet måske antyder, så er det en type af tapet, der henvender sig til de rum, hvor der er fugt eller vand. Fordelen ved vådrumstapet er, at du kan finde et stort udvalg af smukke designs og mønstre, der kan give et smukt spil til dit badeværelse. Her kan du skabe et rum, der er dækket helt eller delvist med vådrumstapet. Det er ideelt, hvis du ønsker en løsning, der er slidstærkt og vandafvisende.

Velkommen til min side Maleeksperten.dk

Jeg har arbejdet i en farveshop igennem 8 år, og været selvstændig maler i snart 12 år nu, så jeg er vidst det man kalder en rigtig malernørd – eller med andre ord maleekspert.
Jeg deler mine mange års erfaring her på siden, og håber du vil tage godt i mod det.

Vh Søren G.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *