Når man skal i gang med malerarbejde, vil man opleve, hvor meget maling, der kan vælges mellem. Selvom det ved første øjekast kan virke forvirrende, så er det utrolig hjælpsomt, når du skal i gang. De forskellige typer af maling er nemlig også tilpasset de rum, du skal male i. Når du f.eks. skal male på badeværelset, så stilles der andres krav til malingen, end når der males andre steder i boligen. Hvis du skal i gang med malerarbejder på badeværelset, som er et vådrum, så er god grund til at læse med herunder.

Hvad er vådrumsmaling?

Hvis du skal til at male badeværelset, som er et vådrum, så er vådrumsmaling et must de steder, som er ekstra udsat for vand. På et badeværelse er der relativt stor chance for, at malingen kommer i kontakt med vand. Malingen skal derfor også kunne holde til påvirkning fra vand. Denne egenskab har vådrumsmaling. Vådrumsmaling er det rette valg, hvis du skal male i brusekabinen, eller områder der let bliver våde på badeværelset. Det kan være bag håndvasken eller omkring badekarret, hvis man har det.

Det smarte og effektive ved vådrumsmaling er, at det som regel er en akrylbaseret maling. Samtidig er malingen oftest også kombineret med polyuretan. Denne kombination betyder, at vådrumsmaling får en overflade, som er vandafvisende. Desuden er malingen også nemmere at gøre ren, da overfladen ikke er særlig modtagelig for støv og snavs.

Maling i vådrum klargøring

Hvis du vil til at male badeværelset, så er der lidt forberedelse, som kan være en fordel at lave. Til en start skal du investere i forskellige vådrumsprodukter. Området du skal male, skal gerne grundes, før du skal male. Sørg derfor for at både grunderen og malingen er egnet til et vådrum.

Som det første skridt skal vådrummet klargøres. Det er ekstra vigtigt, at du er grundig i denne fase. Det får nemlig betydning for, hvordan dit slutresultat bliver. Sørg for at fjerne eventuel skimmelsvamp og snavs fra væg og gulv. Herefter skal væggen eller gulvet have en grundig rengøring. Hvis der er revner, huller eller andet, som gør dit område ujævnt, så køb vådrumsspartel til at reparere det med.

For hver gang du skal til et nyt skridt, så er det vigtigt, at dit forrige arbejde er tørret. Du er derfor først klar til at begynde med grundingen, når spartelmassen er helt tør.

Når rengøring og spartelarbejdet er færdigt, så skal væggen eller gulvet grundes. Med andre ord skal du igennem helt samme proces, som med meget andet malerarbejde.

Sådan maler du med vådrumsmaling

Det gode ved vådrumsmaling er, at det skal påføres ligesom alt andet maling. Start gerne med at male kanterne med en pensel. Herefter kan du hjælpe dig selv godt på vej ved at bruge en malerrulle. Alt efter hvor stort et areal du skal male, kan du tilkøbe et forlængerskaft for at få en bedre arbejdsstilling. For at få den flotteste finish er det en god idé at sørge for at male jævnt – det vil sige, at du bruger ca. lige meget maling, for hver gang du begynder på et umalet område.

Du skal nok forvente, at du skal male to gange. Det giver som regel det bedste resultat, da det dækker bedre. Her er det vigtigt, at du giver malingen god tid til at tørre, før du begynder på andet lag. Alt efter hvor stort et område du maler, så skal det nogle gange tørre i 10 timer eller derover. Ellers kan du risikere, at du kommer til at trække malingen, så kan man se overgangene tydeligt. Og det vil naturligvis være ærgerligt for det endelige resultat. Begynd derfor først med malingen, når det forrige lag et helt tørt.

Erstatter ikke vådrumssikring

Vådrumssikring er et begreb for, at man fugtsikrer et vådrum, som f.eks. badeværelset. Det er en måde, man kan forebygge, at vand kan komme til at ødelægge underliggende konstruktioner.

Det er dog vigtigt at skelne mellem vådrumsmaling og vådrumssikring. En vådrumsmaling vil nemlig aldrig kunne erstatte en vådrumssikring. Vådrumssikringen skal derfor også laves først i ens vådrum.

Herunder kan du blive hjulpet mere på vej, når du skal vådrumssikre dit badeværelse.

Kan også bruges til maling af fliser

Har du lyst til at forny badeværelsets fliser, eller for den sags skyld fliserne i dit køkken eller bryggers? Så er vådrumsmaling også velegnet til det. Det giver overfladerne en stærkere evne til at modstå vand og snavs. Og så er det en god måde at opfriske et rum på, da man selv kan bestemme, hvilken farve man arbejder med.

Hvis man skal bruge vådrumsmaling på fliser, er det vigtigt med et godt forarbejde. Grundig rengøring er naturligvis et must, så man kan fjerne snavs, kalkaflejringer og fedt. Derudover skal man også gerne pudse fliserne med sandpapir, indtil overfladerne er blevet matte. Hvis fugerne har revner eller sprækker kan de udbedres med fugemasse. Først herefter kan man begynde på at grunde fliserne for derefter at male dem. Det er vigtigt, at man følger alle disse skridt. Det giver nemlig det flotteste og mest holdbare resultat. Hvis der f.eks. skal males på fliser, som ikke er blevet slebet og grundet på forhånd, så vil malingen ikke sætte sig ordentligt. Og det kan betyde, at man skal starte arbejdet forfra.

Velkommen til min side Maleeksperten.dk

Jeg har arbejdet i en farveshop igennem 8 år, og været selvstændig maler i snart 12 år nu, så jeg er vidst det man kalder en rigtig malernørd – eller med andre ord maleekspert.
Jeg deler mine mange års erfaring her på siden, og håber du vil tage godt i mod det.

Vh Søren G.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *