Hvad er epoxymaling?

Når du hører ordet epoxy, så giver det måske associationer til betongulve, og det er ikke uden grund. Epoxy er nemlig et materiale, som er ekstra populært at bruge som gulvmaling på beton, da det både kan give et gulv højere slidstyrke og holdbarhed. Men vidste du, at der findes forskellige typer af epoxy? Typisk inddeler man epoxy i epoxymaling og epoxybelægning. Disse to typer kan dog også bruges på andre overflader end beton. Det kræver bare, at man arbejder med et gulv, som er fugefrit. Og da et betongulv er det, så er det også oplagt at behandle overfladen med epoxy.

Du kan blive klogere på de forskellige varianter herunder – og ikke mindst hvordan du selv kan kaste dig ud i et gør det selv projekt med epoxymaling. Hvis du går med et ønske om at skabe et mere industrielt look i din indretning, så kan du komme i mål gennem epoxy gulvmaling. Den rette behandling af et gulv, kan nemlig give et nyt og frisk pust til dit hjem. 

Epoxy gulv bliver lagt

2-komponent maling

Epoxymaling er en såkaldt 2-komponent maling, som er ekstra slidstærk. Det vil sige, at den er ideel, hvis man vil have et gulv, som kan tåle at blive brugt de næste år frem – og uden at det daglige brug giver betydelige ridser og skader. 2-komponent udtrykket kommer af, at epoxymaling blandes op af to forskellige materialer, før det kan bruges. Epoxymaling af en base og en hærder, som tilsammen efterlader dit gulv væsentligt mere slidstærkt end før. 

Tidligere har betongulve behandlet med epoxymaling været meget brugt i erhvervslivet – og det er der ikke noget at sige til. Bilhuse er bl.a. et af de steder, hvor man ser gulve med epoxy gulvmaling, da gulvet skal kunne holde til store belastninger fra biler, som skal køres ind og ud. Epoxymaling til gulv dog også fået stor popularitet hos de danske boligejere. Man får nemlig et gulv, som ikke kun er meget slidstærkt, men som også er nemt at vedligeholde og rengøre. Derudover giver det også et unikt og New Yorker-agtigt touch til indretningen. Med epoxymaling er der flere valgmuligheder i forhold den nuance, gulvet får. Der kan f.eks. vælges mellem et blankt og skinnende look, et mere mat look eller et mere gråt look. Når det er sagt, så giver epoxymaling en finish, som minder meget om almindelig gulvmaling. 

Hvordan maler man med epoxy maling?

Når man arbejder med epoxymaling, så er det meget lig almindelig gulvmaling. Man ruller det ud på gulvet med en malerrulle, og det anbefales, at man giver gulvet to lag. De to lag epoxymaling skal gerne være påført, inden der er gået 24 timer – det er vigtigt, at andet lag ikke rulles på for tidligt. Ellers kan man opleve, at ens strømper kommer til at sidde lidt fast i gulvet. Det er derfor også alfa og omega, at man væbner sig med tålmodighed, når man arbejder med epoxy som gulvmaling. 

Det skal nævnes, at epoxymaling ikke flyder ud på gulvet, på samme måde, som en almindelig maling gør. Derfor skal man også være ekstra opmærksom på, at man får alt malingen godt rullet ud på gulvet. Investér gerne i et forlængerskafte, som du kan koble på din malerrulle. På den måde kan du nemmere og mere effektivt klare malerarbejdet.  

Når man står med en åben epoxyblanding, kan den bruges i ca. 1 times tid. Herefter hærder malingen og bliver hård. Det gælder også, hvis du har maling på malerruller. Det er derfor en fordel, hvis du bruger forskellige ruller til de forskellige lag. Du vil nemlig opleve, hvordan det nærmest ikke er til at få malingen af dine ruller, når det først er hærdet. 

Hvis du overvejer at bruge epoxymaling, så vær klar over, at det generelt bruges til gulve, som er fugefrie. Et gulv skal derfor ikke have riller, dybe mellemrum eller andet, hvis du vil bruge denne type maling.

Epoxybelægning til gulv

Når man snakker epoxy, så er epoxybelægning en anden type, man kan arbejde med. Hvis man ikke vurderer, at almindelig epoxymaling kan give gulvet den stærke overflade, man ønsker, så er epoxybelægning det oplagte valg at gå med. Epoxybelægning er nemlig ren epoxy. Når du arbejder med det, betyder det, at der ikke er noget af epoxyen, som forsvinder. 

Andre læste:   Gulvmaling til beton

Til forskel fra epoxymaling, så er epoxybelægning mere tidskrævende at rulle på et gulv, og så er det også dyrere. Man skal også være opmærksom på, at man skal være relativ hurtig til at tage sin epoxyblanding på gulvet. Epoxybelægning har nemlig en brugstid, omkring de 20-30 minutter. Det er derfor også en del kortere tid, end ved epoxymaling. På samme måde som ved epoxymaling, så vær opmærksom på at du har ekstra malerruller til rådighed. Når du skal i gang med lag nummer to, så er det nemlig ikke sikkert, at du kan bruge de første ruller, da malingen hærder hurtigt. 

Hvis man vil undgå bobler i overfladen, skal der rulles efter igen, når man har rullet det første lag. Epoxybelægning har den egenskab, at det flyder sammen. Det betyder, at du kan iføre dig pigsko eller bruge en pigrulle, når bobler skal fjernes fra overfladen – for epoxybelægningen har den egenskab at den samler sig igen, selv når man bryder overfladen 

Epoxy belægning i garage

Hvad er Epoxy resin? 

Når det kommer til epoxy, så kan man ikke undgå at høre ordet, epoxyresin. Egentlig er det bare et udtryk for selve epoxyen, som er i epoxymaling eller epoxybelægning. 

Oversat til et almindeligt hverdagssprog, så betegner resin den proces, hvor en klar masse giver en fast overflade, fordi massen hærder. 

Epoxyresin er også blevet populært at bruge på borde. Her kan man nemlig opnå det industrielle look, som ses i mange bolighuses udvalg. Epoxyresinen kan både bruges ovenpå træbordplader, men kan også bruges, hvis man vil støbe en bordplade, som er et par centimeter høj. 

Kom i mål med dit eget EPOXYGULV

Hvis du går og drømmer om et epoxygulv, hvad end det er til køkkenet, badeværelset, værkstedet eller garagen, så er det noget, du selv kan nå i mål med. Som der er beskrevet herover, så kan gulvet både laves med epoxymaling men også med epoxybelægning. For at komme godt fra start, så er der et par gode råd, du kan huske på. Du finder en guide herunder, der hjælper dig trin for trin, når du skal i gang. Derudover kan du også blive klogere på, hvad du skal være ekstra opmærksom på ved epoxymaling.  

Må jeg male med epoxymaling?

Det korte svar er ja. Hvis du gerne selv vil arbejde med epoxymaling, så er det noget, du sagtens kan kaste dig ud i selv. Hovedreglen er bare, at man som privatperson ikke må udføre arbejdet, hvis det er på ens arbejdsplads. Her er der nemlig krav omkring, at man skal have et kursus i epoxymaling, før man må gå i gang. Epoxy er nemlig et materiale, som ikke må komme i kontakt med din hud, da det både er ætsende og allergifremkaldende. Af den grund er der også lavet arbejdsmiljøregler omkring, hvem der må udføre epoxymaling på arbejdet. 

Når du kaster dig ud i et gør det selv projekt med epoxymaling, så kan det være godt givet ud, at du sætter dig ned og læser om den bedste fremgangsmåde. Der er nemlig en grund til, at det er professionelle fagfolk, som arbejder med epoxymaling til dagligt. Der er både meget teknik og håndværk over et flot epoxygulv, og hvis man følger samme fremgangsmåde, som de professionelle bruger, så kan du nå et mindst lige så godt resultat.

Epoxy er giftigt 

Når du skal i gang med at arbejde med epoxy, så vær meget forsigtig med, at epoxymalingen ikke kommer i kontakt med din hud. Det kan fremkalde kraftige allergianfald og udvikle eksem. For at være på den sikre side, så beskyt både krop og øjne, når du arbejder med epoxyen. Køb en heldragt, handsker og gerne beskyttelsesbriller. Det er særligt epoxyens B-komponent, som er ætsende, hvis man kommer i kontakt med den – det er også kendt som den hærdende del af blandingen. 

Der er derfor ekstra god grund til være på den sikre side, når man arbejder med epoxymaling – også når det samtidigt kan være allergifremkaldende. 

Epoxymaling farver, glans og styrke 

Når du skal finde den helt rette epoxymaling, så er der flere ting, du kan vælge ud fra. Du har nemlig forskellige valgmuligheder i forhold til epoxygulvets farver, slidstyrke og glans. Lad os starte fra en ende af. 

Som det første kan du forholde dig til de forskellige epoxy gulv farver. Foretrækker du den populære lysegrå farve, som mange vælger? Det kan også være, at du er mere til en hvid eller sort tone? Eller vil du gerne have epoxymalingen tonet i en særlig farve, du foretrækker. Det er nemlig også en mulighed, når man skal finde en farve.

Andre læste:   Maling af trægulv

Som det andet kan du forholde dig til, hvor slidstærkt dit gulv skal være. Hvis du f.eks. er en småbørnsfamilie, eller du generelt har mange i din bolig der løber frem og tilbage, så kan det være rart med et gulv, som ikke nemt for mærker eller ridser. Generelt er epoxymaling utrolig slidstærkt, men hvis du har helt særlige behov til gulvet, så kan det være, at malingen skal udskiftes med epoxybelægning. 

Som det tredje kan du overveje, hvilken finish gulvet skal have. Ønsker du en overflade, som er blank eller til den matte side? Det er ofte et spørgsmål om, hvad man selv foretrækker, og hvad man synes passer ind i ens hjem. 

Uanset dit valg af epoxymaling, så vil du opleve, hvordan du også får et gulv, som er utrolig nemt at rengøre og vedligeholde. Og det er noget, som de fleste sætter pris på. Det betyder nemlig, at der ikke skal tænkes over plejematerialer til gulvet for at holde det pænt. 

Pris på epoxygulv 

Når du overvejer at benytte epoxy til et eller flere af hjemmets gulve, så er pris naturligvis en vigtig faktor for de fleste. Epoxymaling er som udgangspunkt ikke et billigt materiale, ligesom det heller ikke er et nemt eller risikofrit materiale at arbejde med. Til gengæld er slutresultatet et imponerende slidstærkt gulv der er let at vedligeholde og rengøre. 

Du bør regne med, at et epoxygulv koster ca. 400-500 kr per m2. Man regner med at ca. 10 kilo epoxymaling rækker til ca. 50 m2. Er der ikke tale om et gør-det-selv projekt kan du forvente en fagperson vil tage ca. 500 kr i timen.  Et rum på 50 m2 udført af en fagperson vil således koste omkring 7500. 

Trin for trin guide til epoxymaling af gulv

For at få det bedst mulige resultat med epoxymalingen, så er der en bestemt rækkefølge, du gerne skal følge. Følger du den, så er der alle gode muligheder for, at du får præcis det gulv, du har i tankerne. Og som en ekstra bonus så får du et gulv, som kan holde i mange år frem, da det kan tåle til væsentligt mere end f.eks. normale trægulve, som findes i mange danske boliger. 

1) Fyld ujævnheder i gulv

Som det første kan du gennemgå gulvet for revner og ujævnheder. Hvis dit gulv har småskader, så fyld gerne ujævnhederne. Det kan gøres ved hjælp af spartelmasse. Når spartelmassen er tørret, kan du slibe hen over områderne, hvis der sidder overskydende spartelmasse.

2) Rengør gulvet grundigt 

Som det næste skal gulvet have en grundig rengøring. Det har nemlig stor betydning for, hvilket resultat du ender ud med, når først epoxymalingen er kommet på. Jo mere rent og fint gulvet er, jo bedre vil malingens klæbeevne være. Støvsug og vask gerne gulvet. 

3) Bland epoxymalingen

Blanding af din epoxymaling. De to komponenter, som malingen består af, skal nu blandes. For at blande det bedst muligt, kan du montere en pisker til din boremaskine. Det er en hurtig og effektiv måde, du kan klare arbejdet på. 

4) Påbegynd maling med epoxy 

Nu er det tid til selve malerarbejdet. Her er det en fordel, hvis du har anskaffet dig et forlængerskafte og en fnugfrirulle. Det giver dig den bedste måde at påføre epoxymalingen på. Husk, at epoxymalingens brugstid er omkring de max 60 minutter. Herefter vil malingen ikke være til at rulle på gulvet. 

Når du ruller epoxymalingen på, foregår det på samme måde, som når du arbejder med almindelig maling. Sørg for, at du giver gulvet et helt jævnt lag. 

Gulvets første lag epoxymaling skal nu tørre. 

5) Tørring af første lag epoxy

Når det første lag maling er helt tørt, er det tid til et nyt. Du kan forvente, at det ca. skal tørre mellem 20-24 timer. Først herefter skal du begynde med et nyt lag. 

6) Bland ny portion epoxymaling

Gå i gang med at lave en ny epoxyblanding. Ligesom før, så gælder det, at malingen kun har en brugstid på omkring de 60 minutter. 

7) Påfør andet lag

Påfør andet lag maling på helt samme måde som det første lag. 

8) 24 timers tørringstid

Efter yderligere 24 timer vil gulvet være klar til, at det kan bruges. Det er dog vigtigt at notere sig, at gulvet er ekstra sårbart de første par dage. Vær derfor ekstra forsigtig, så der ikke kommer ridser eller andre mærker i gulvet. Der går nemlig omkring 7 dage, før gulvet har hærdet nok. 

 

Velkommen til min side Maleeksperten.dk

Jeg har arbejdet i en farveshop igennem 8 år, og været selvstændig maler i snart 12 år nu, så jeg er vidst det man kalder en rigtig malernørd – eller med andre ord maleekspert.
Jeg deler mine mange års erfaring her på siden, og håber du vil tage godt i mod det.

Vh Søren G.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *